fredag 8. mars 2013

Kvinnedag og kvinnekultur

Noen særdeles kloke hoder mener kvinnedagen er utgått på dato. Det fins jo ikke mer å kjempe for, vi har jo alt, sier de, og gir dagen og kvinnebevegelsen og sjølbestemt abort og stemmerett og de harde kampene kun ett skuldertrekk før de haster videre. Dagen er slettes ikke utgått på dato. Nevnte jeg at disse kloke hodene ofte er kvinner, med utdannelse og lederstillinger, som etter endt permisjon plasserer barna i barnehage med den største selvfølgelighet? Hver dag bruker disse kvinnene, samt jeg og du, samfunnet på måter som før ikke var lov for kvinner. Vi har muligheter de før oss ikke hadde - som stemmerett, tilgang til høyere utdanning, sjølvalgt arbeid og eventuelt partner, planlagt familieforøkelse, permisjonstid og barnehage. Å hevde noe annet er historieløst og respektløst.

Men kvinnedagen handler ikke bare om historie og respekt. Den handler først og fremst om å sette fokus på det som ikke er greit. Det kan være kampen mot voldtekt eller kampen for lik lønn for likt arbeid, de rådende diskriminerende permisjonsordningene eller aleinemødres vilkår. Men mest av alt handler den om kultur. Vi har en kultur som på mange måter er åpen og inkluderende. Men mye av dagens kvinnekultur er ekstremt kritisk til kvinner, være seg offentlige personer eller en i vennegjengen. Kvinnas blikk er det mest nådeløse av alle. Vi finner alltid feil. Vi nedvurderer. Vi måler oss opp mot hverandre, og mange er fornøyde når de er bedre enn. Noen bruker hersketeknikker for å få igjennom eget synspunkt, kun til skade for andre. Det er poserende martyrdom, dobbeltmoral, flinkisidealer og drittprat om hverandre. Hvorfor gjør vi slikt, mot oss sjøl, familie, venner og andre kvinner? I samfunnet, i oss, fins det også mye kulturell ballast fra tidligere tider, hvor vi måtte forsvare oss sjøl og kjempe for hver minste lille ting. Ting vi kanskje ikke en gang tenker på, men som vekker vemmelse når vi gjenkjenner det i andre og i oss sjøl. Det beviser det følgende tekststykket, hvor problematikken, idealene og argumentene fortsatt er skremmende aktuelle. Mitt mål for dagen er at du leser og tenker litt på innholdet.

"Hvor langt er vi med vor Snak om Frigjørelse, med vore Kvindesamfund, med flere megetlovende Forordsapologier for Sagen i Virkeligheden komne? Vi vil se. Man har udfundet nogle Udveie til, at Kvinder kan ernære sig selv, naar de ikke foretrækker, ligesom i tidligere Dage, at forsørges som -- ak altfor ofte byrdefulde Paahæng i en Familie. Man har oprettet høiere Lære- og Industriskoler, ja endog Læseforeninger, hvor de aandelig kan forfriske sig efter et trættende Dagverk eller efter en maaske ligesaa trættende Lediggang. Man maatte være meget uretfærdig for ikke at vurdere disse Goder, som de fortjener. For er Par Aartier siden havde vi intet. Og tanken alene paa Muligheden af at opnaa noget af dette vilde forekommet os noget saa nær som at forlange Maanen ned fra Himmelen.

Men for en dybere skuende Betragtning stiller disse vundne Fordele sig kun som Palliativer, som lindrende Forholdsregler, der om kortere eller længere Tid vil vise sin Utilstrækkelighed. Bestræbelserne for at forbedre Kvindens Kaar er begyndte i udvortes Retning og har dermed slaaet sig til Ro. De skulde været begyndte indenfra, samvirkende, støttende hinanden. Derfor vil de ingen væsentlig Indvirkning øve paa hendes Stilling i Samfundet; de er opførte paa moradsig Grund.

Det er for Nøden i Dybet, vore Øine trænger til at oplades. Og den virkelige, den dybeste Nød er, hvad der moralsk ligger nedbrudt og trænger til at reises, og den allerdybeste Nød er, at Bevidstheden om denne dybe Nød mangler overalt.

Det er Følelsen af, at der er noget ved vort Menneskeværd, vor Menneskeret, der ligger nedtrampet i Smuds og Støv og forlanger at indtage sin Plads igjen, det er Følelsen deraf, der først skal vækkes. Ikke i den enkelte, nei, den maa elektrisk gjennenstrømme alle. Det er Indignationen, en hellig berettiget Uvilje, som mangler os, der først skal vækkes.

"Andre Tider, andre Seder," heder det. "Andre Seder, andre Egenskaber, andre Dyder," vil jeg omsætte det til, og for ingen gjælder det mere end for Kvindens Vedkommende, skal hun ikke til evige Tider vedblive at være et stillestaaende Hjul i Verdensmekanismen. Enhver Tid stiller andre Krav til hende. Det gamle velbekjendte Program paa kun negative Dyder og Fuldkommenheder trænger til at fornyes. Kvindelighedens Ideal har, det ved vi alle, alene været faststillet i Begreberne taale -- bære -- lide -- tie, kort, i den fuldstændigste Opgivelse af Selvet. Det er smukt, dette Element i Kvindenaturen; ingen vil falde paa at negte det; saalænge Verden staar, vil det have sine Missioner at opfylde. Men det fylder ikke, det har aldrig magtet det, og det er sygnet under Anstrengelsen, sygnet under sin egen Utilstrækkelighed. Hos en stor Mængde Kvinder afsætter sig dette Selvopgivelsens Princip i en stump Ligegyldighed for alt, hvad der ikke rører sig indenfor deres egen lille Selvplagerverden, og atter hos mange vil vi se denne Ligegyldighed udarte til en fuldstændig molluskagtig Ufølsomhed for enhver Uret, der kan times dem, medens de tror deri først at have naaet Kvindelighedens rette Ideal. "Finde sig i alt" er deres skjulte Løsen. Det er sørgeligt at iagttage denne Taalsomhedens "finde sig i alt" i dens Virkninger paa Omgivelserne. Den virker som Møl. Mand og Børn, Tjeneste- og Bestillingsfolk skjæmmes ud derved. Ingen Pligtiver, ingen Følelsens Friskhed og Spænstidhed kan staa sig mod dens smuldrende, langsomt opløsende Magt. Og saa, som den virker i det smaa, saa virker den og har øvet sin Virkning paa den hele store Samfundsorganisme."

Camilla Collett, Indledning til Kvinden i Literaturen, i Fra de Stummes Leir, 1877.

Gratulerer med dagen, damer!

2 kommentarer:

  1. Gratulerer med dagen!
    Og takk for steinkastinga på "sammenlikningssamfunnet".

    Ja, du har rett, det er en nedbrytende kultur å kritiserer hverandre og seg selv. Men det er stusselig med folk som går rundt og er "stolte" av sin overvekt, sitt vakre smil, sin dysleksi, sine gode karakterer, sine depresjoner, prestasjoner og tap også.

    Dømmesyke er utbredt, jeg lider selv av den, men i rykk og napp prøver jeg å instruere meg selv til å la være. Vi skal ikke snakke stygt om folk, lærte jeg da jeg var lita. En god læredom. Vanskelig, men ikke mindre rett og sann. Camilla Collett ønska at alle mennesker, også menn, skulle skjerpe etikken sin, leve og streve etter å bli bedre mennesker, ved å alene og sammen kjempe mot dømmesyke, mot misunnelse, mot grådighet og gjerrighet. Og heller gjennom handling og ord vise omtanke, respekt, ærlighet, kjærlighet, mot, besinnelse og ydmykhet.

    Noen vil kanskje avvise etikk som noe gammeldags eller uinteressant, men da vil jeg bare minne om at politikk er etikk omsatt til gjennomførbare handlinger, ofte med fellesskapets beste for øye. Etikken er det verdimessige grunnlaget og den normative overbygningen som politikken bygges på og under. Og vi trenger stadig en politikk som solid står imot trangen til å hylle den sterke mann, særlig nå, hvor Europas økonomi presser folk ut i avmektighet. Da er det noen som tramper på de som er svakere enn seg, og da er det noen som er villige til å være "offer", for å få almisser, gaver og hjelp. Men ingen av oss er offer. Ingen av oss er herskere heller. Vi er født til livet og bør vise oss verdige, gjennom oppreist gange, fritt bryst og klar tale.
    Trudelutt

    SvarSlett
    Svar
    1. Takk for kommentar, med en herlig avslutningssetning!
      Det er ikke noe moro å skrive et strengt eller pessimistisk 8.mars-innlegg, men av og til trengs det. (Isteden for det grusomt usaklige som Ørstavik og Langeland kom med, pinlige greier.) Både dømmesyke og hakking er uting og dårlige vaner, i verste fall dårlig kultur. Vi kan alle, kvinner og menn, jobbe med å forbedre oss sjøl. Tenke etter, kjenne etter, forsøke å forstå, søke kunnskap og sannhet. Kanskje samfunnet da en gang vil nå et punkt hvor kjønnet betyr mindre enn mennesket.

      Slett